I'm not a robot

CAPTCHA

Privacy - Terms

reCAPTCHA v4
Link



















Original text

Hver af os i vores egen sjæl har interne ressourcer til at trække os ud af kritiske situationer. En af disse "reanimatorer", der lever i min hukommelse, er en taxachauffør i Moskva. Når livet virker uudholdeligt og meningsløst, husker jeg, hvordan han drev mig, desperat og knust af tilværelsens kompleksitet, fra Mitino til Novogireevo, og lydløst lyttede til mine klager over universet. På et tidspunkt sluttede klagerne, men taxachaufføren trøstede eller opmuntrede mig mod forventning ikke, men begyndte i stedet sin afslappede historie. - Jeg var 12 år, og min farfar og jeg kørte hans brækkede sekser til landsbyen. Vejen var vanskelig, landlig, med huller og huller. Bedstefar bandede ved hver bump, og jeg tænkte længselsfuldt på min nærmeste fremtid. Udsigten til at tilbringe tre måneder i landsbyen fyldte ikke min lille dreng med glæde. Himlen var dyster, men det kunne ikke regne. Og pludselig, uden nogen advarsel, uden nogen foreløbige antydninger, faldt der hagl fra himlen. Ja, hvilket hagl hagl på størrelse med hønseæg fløj fra himlen, som om min bedstefar og jeg blev behandlet af den Almægtige, som af en eller anden grund havde forbandet dette sted og havde til hensigt at ødelægge det. Bedstefaderen holdt op med at bande, stoppede bilen og begyndte at bede rasende. Og jeg, der endnu ikke kendte frygten for ikke-eksistens, så med glæde på "dødens æg", der faldt ned fra himlen, som jeg allerede mentalt havde givet dem tilnavnet, og følte mig i midten af ​​Eventyret. Haglen sluttede som pludselig som det var begyndt. Bilen begyndte at bevæge sig, og bedstefaren sagde ikke et ord, før han nåede landsbyen. Der var ingen hagl hverken i selve landsbyen eller i byen. Og i lang tid huskede jeg med glæde og fortalte drengene om dødens æg, og gjorde mig selv berømmelse som en lokal helt... - Hvad så? – spurgte jeg og undrede mig over, hvordan det havde noget at gøre med mine problemer. Taxachaufføren fortsatte uden at se på mig: "Sidste søndag fejrede min kæreste og jeg solnedgangen." Jeg har længe gerne ville fri til hende, men jeg nåede det aldrig. Så denne gang så hun på solnedgangen, jeg så på hende. Og han forsøgte omhyggeligt at få de længe forberedte ord frem. Jeg var allerede desperat og indså, at jeg ikke kunne gøre det i dag, da hun så på mig, smilede og sagde: "Ja, jeg vil gerne være din kone." - Hvorfor fortæller du mig det? - Ser du, mellem det hagl og den solnedgang var der mange ting. Og det hele var ikke nemt og behageligt. Nogle gange så det ud til, at det var bedre at dø end at leve sådan. Men nu ved jeg, at uanset de få år efter dødsæg, så var de værd at leve bare for at leve indtil sidste søndag. "Vi er ankommet," sagde taxachaufføren. Fra dig - 300 rubler gav jeg pengene og vandrede hjem. Et hjem blev betragtet som et elendigt lejet værelse, hvor der sammen med min uheldige nabo også var et kæmpe herreskab, forbudt til brug og lugte af noget stikkende, og to knirkende, krøllede senge, der fungerede som vores seng. Da jeg klatrede ind under det lappede tæppe og som altid faldt ned i madrassen udstrakt til gulvet, følte jeg, modsat normalt, ikke håbløshed. For jeg tænkte, hvem ved, måske venter mit personlige fald mig om et par år, før hvilken denne gudsforladte bolig vil virke ligegyldig og latterlig…