Terapeuten begynder ofte at arbejde med det, klienten kom med, med det, han præsenterer, med det, der dukker op af sig selv i kontaktprocessen. Dette er normalt en almindelig praksis, når man arbejder med en anmodning eller danner en anmodning. Det kaldes med andre ord problemorienteret rådgivning. At arbejde med bevidsthed under terapi er det mest "harmløse" for klienten. Da hans traumatiske oplevelse og smertepunkter oftest ignoreres, undertrykkes eller undertrykkes (i de første sessioner er han næppe klar til at se sine smertefulde oplevelser i øjnene). Det bringer ikke kun kontakt til det, der er tilgængeligt, men også det, der er mere bærbart. Det, der er inden for kontaktområdet, er det mindst farlige og smertefulde for klienten, da han allerede har oplevet dette i sit liv. Dette er hans vante, rigide måde at håndtere sin egen smerte på, med sin egen virkelighed (Fritz Perls nævnte også dette i sin bog "Ego, Voice and Aggression") Og her ser jeg to hovedretninger i arbejdet, to, som det. var, paradigmer. det er det, jeg nævnte ovenfor, det er taktisk, problemorienteret. Dette er at arbejde med den bevidste del af klienten, med det billede af verden, som han demonstrerer, med det billede af oplevelser, som han aktuelt placerer. Hovedvægten ligger på ”kontaktgrænsen”, på hvad der aktualiseres i terapirummet. Terapeuten hjælper gennem sine interventioner klienten til at blive mere fortrolig med den del af sig selv, som han tillader at blive præsenteret her. Og faktisk hjælper denne kontaktmetode til i første omgang at opbygge et sikkert, behageligt rum i terapien og skabe det nødvendige niveau af tillid. Terapeutens fokus går ikke imod, men i overensstemmelse med det, der aktualiseres af klienten. Som regel kommer klienten i første omgang i terapi med et ubevidst behov for at være ”god og korrekt”, med det vante ønske om at ”ikke genere eller belaste” dem omkring sig med sine problemer, især nære mennesker og terapeuten også. Oftest ligger bag dette behov den traumatiske oplevelse af afvisning eller ikke-deltagelse af vigtige og betydningsfulde personer i hans liv, i en situation, hvor han havde et presserende behov for det. Efter disse uafsluttede traumatiske situationer udvikles et kronisk forbud mod negative (fra klientens synspunkt) oplevelser, såsom tårer, vrede, tristhed, psykisk smerte mv. For at dele sin “svage del” er (i klientens billede) enten utrygt, eller ubrugeligt eller fordømt, hvilket de i øvrigt ofte selv udsender i terapien I forløbet af langtidsterapi kan man over tid læg mærke til, at de begivenheder, der sker i sessionen, begynder at bevæge sig i en cirkel. Klienten tilpasser sig så at sige terapeutens rum og skaber et nyt territorium for sin egen sikkerhed ved hjælp af gamle modstandsmekanismer. Derfor begynder terapien at finde sted på den neurotiske platform, på det sted og i det tidspunkt, hvor den "kreative tilpasning" af neurosen igen har fundet sted, skrev Anna Freud, at arbejdet med den bevidste del er meget lettere. Men selve neurosen ligger i det ubevidste og gemmer sig i usynlige, umærkelige ego-beskyttende mekanismer. Ifølge Perzl ignorerer psykoanalytikere netop denne bevidste del i deres arbejde.