Fra forfatteren: Artiklen blev publiceret på vores hjemmeside Serviet nummer fem. Du har helt sikkert mødt mennesker, der ofte siger "jeg må/skal gøre sådan og sådan." Som regel er de helt sikre på, at det er dem, der skal gøre dette, og ingen andre kan klare opgaven. Når de opfylder deres pligter, nægter de ofte sig selv de små og store glæder ved livet og underordner dem hele deres liv. Ofte lider dem omkring dem også, idet de befinder sig under presset af deres nabos "Must". At bo ved siden af ​​sådan en person er ikke særlig let. Imidlertid finder de selv nogle gange selv den lidende side i dette konstante kapløb om "bør". Trætheden hober sig op, tegn på kronisk stress opstår, og følelsen af ​​glæde forsvinder. Udseendet af dette "bør" er ofte forbundet med de instruktioner, de modtog som børn i forældrefamilien. Sådanne stive overbevisninger kaldes introjekter. Det vil sige overbevisninger, der ikke er opnået fra ens egen erfaring, men blev foreslået af en autoritativ for et barn eller endda en voksen, og accepteret uden kontrol og tilpasning til ens eget værdisystem. Naturligvis, som enhver fremmed formation i kroppen, eller i dette tilfælde i psyken, forstyrrer de. Psykoterapeutens opgave er i dette tilfælde at hjælpe klienten med at analysere denne fremmede tro, genopbygge den i overensstemmelse med klientens oplevelse og acceptere den i en redigeret form eller helt opgive den. Hvad er den bedste måde at gøre dette på? Jeg vil gerne dele en ret simpel teknik, der hjælper med at nægte eller acceptere en forpligtelse, men i form af "jeg vil", det vil sige, det indebærer en persons frie valg, hans ansvar for at gøre noget. Først skal du skrive flere opgaver ned, som du skal udføre og derefter vælge en af ​​dem at arbejde med. Lad det ikke være det mest alvorlige, så bliver det lettere at lære denne teknik. Nu skal vi forestille os, hvad der vil ske, hvis vi nægter at gøre dette "bør"? Lad os bruge forstærkningseffekten. Vi hjælper klienten med at identificere alle de konsekvenser, der vil opstå efter afslag. Derefter inviterer vi klienten til at vurdere disse konsekvenser. Det er her valget som udgangspunkt sker. Men på samme tid ændres formuleringen "Jeg skal" til "Jeg vil", "Jeg vælger" eller "Jeg vil." Jeg "jeg vil" er den sværeste mulighed, men ikke desto mindre forudsætter det allerede en persons eget ansvar og ikke pålagt udefra. Jeg vil give eksempler på at arbejde med to "bør". Eksempel et. Udsagn: "Jeg skal vaske op" Afslag, forstærkning og konsekvenser: Opvasken samler sig i vasken, fluer kravler på den, der vil ikke være noget at spise af, vi begynder at spise af gryder, når gryderne løber tør, vi vil spise alt råt, eller gå på cafe, Eller der vil være en person, der til sidst vil vaske det hele væk. Bevidsthed: Det er i øvrigt normalt, hvad der sker. Det er bare, at jeg plejer at vaske op med det samme, og hvis jeg ikke er der, så vaskes opvasken uden mig. Valg: Jeg vælger at vaske op, når jeg vil have køkkenet til at se rent og pænt ud. Hvis jeg ikke har tid eller ikke vil, kan jeg lade opvasken ligge i vasken eller bede mine familiemedlemmer om at vaske dem. Eksempel to. Udtalelse: "Jeg skal betale husleje." Afslag, forstærkning og konsekvenser: Hvis jeg holder op med at betale husleje, så begynder de om et par måneder at bombardere mig med kilometerregninger, som ikke bliver betalt af min løn. Og hvis jeg ignorerer dem, vil de starte en retssag, hvor jeg og min familie kan blive smidt ud af lejligheden. Lige ud i kulden. Min familie og jeg bliver hjemløse, hvilket er fyldt. Nå, selvfølgelig, hvis jeg mister mit arbejde, stopper mine børn med at gå i skole, vi bliver hjemløse. Erkendelse: Jeg kan virkelig ikke lide denne udsigt. Det er bedre at betale for lejligheden til tiden efter at have bestemt en vis del af lønnen for den, end at udsætte, indtil regningerne akkumuleres. Valg: Jeg betaler husleje, selvom det tager længere tid, end jeg gerne vil spare op til ethvert køb. Kundernes følelser ændrer sig efter sådant arbejde. "Bør" holder op med at hænge som en tung ansvarshammer over ens hoved, men bliver.