Formår du at finde en balance i dit liv For eksempel mellem personlige behov og professionelle ambitioner, kreativitet og forretning, ensomhed og kommunikation, arbejde og fritid, proces og resultat, partner og børn, sundhed og krænkelse af sund livsstil, stabilitet og forandring, udvikling og nedbrydning, involvering og uvidenhed, styrke og sårbarhed, kærlighed og pligt, inspiration og apati... og hvor mange flere sådanne dilemmaer konfronterer os på livets vej! Det ser ud til, at vores liv er en konstant balancegang mellem yderpunkterne af forskellige aspekter af vores væsen. Nogle mennesker klarer dette godt og tilpasser sig fleksibelt afhængigt af situationen, mens nogle falder i "afgrunden" eller slet ikke bevæger sig fra den ene yderlighed, og foretrækker at opretholde konstant stabilitet. Hver dag, uden at være klar over det, træffer vi valg i retning af balance eller ekstremer. Det er det, der gør os glade for vores liv. Hvordan og hvornår lærer vi at være robuste? Svaret er indlysende: gennem mor, forældre, nære voksne, lærere, senere gennem jævnaldrende, kollegaer og professionelle... En kærlig, omsorgsfuld mor eller betydningsfuld voksen hjælper barnet med at føle tilfredsstillelse fra tør varme og mad efter ubehag og sult, lærer ham at tage de første skridt, stole på sine egne ben, støtte barnet, etablere øjenkontakt, kommunikere blidt, lære lyde, der skal konverteres til ord... Det er fra denne første og vigtigste person i livet, at kvaliteten af ​​tilknytning og Grundlæggende tillid til verden dannes Tilknytning er et livsvigtigt behov, som man ikke kan leve uden. Og hvis tilknytningen, denne følelsesmæssige forbindelse er brudt, deformeret, så er det sværere for barnet at "rejse sig op" efter "fald", opfattelsen af ​​sig selv og andre er forvrænget, og det bliver sværere at balancere senere i sin voksne liv. Hvad skal man gøre, hvis forsyningen af ​​stærk tilknytning i barndommen var utilstrækkelig, hvis en betydelig voksen ikke viste nok empati og refleksion, men forårsagede traumer for sit barn? Det kan være skønt, hvis bedsteforældre, tanter/onkler, en nabo, en lærer, en træner, en læge dukkede op, som i det mindste lidt kunne kompensere for behovet for kærlighed og varm omsorg, som har været uopfyldt siden barndommen. Men sker det ikke, så er det en god løsning at henvende sig til en psykolog. Det er gennem en professionel psykolog, at enhver person har mulighed for at genintegrere empati, refleksion, tilhørsforhold og omsorg i sit koordinatsystem. Hvordan ved man, om man har mistet balancen? Hvilke "tegn" og "signaler" bemærker du, når tiden er inde til at harmonisere dit liv. Hvem ligner du på billedet nedenfor??