Som helten i den lyriske sang deler med os, "vil hjertet slet ikke have fred": det banker og dirrer med et nyt møde, med en ny kærlighed... Jeg tænker på, om det virkelig er så uventet og uventet ? Hvilket bidrag yder vi til dette forhold. Stadiet af fusion af elskende er måske det lækreste, berusende og fristende? Hvor er det dejligt at møde en person, der tænker og føler så ens. Måske har du mødt par, hvor det ene er et smukt, utilgængeligt "Lys", og det andet er en "præst", der står i skyggen og tjener den første. Hvor smukt og "ideelt" dette par kan være, til misundelse af deres venner! Her er de, to puslespilsbrikker, der har fundet hinanden og dannet et lyst billede! Hvor mange følelser de vækker hos hinanden, når de er på bølgerne af lidenskab eller stille romantik! Og snart tager eventyret sin vejafgift... Det påvirker nogen gennem hele deres familieliv, nogle kommer hurtigere til sin ende, til deres lykke Nu om virkeligheden efter eventyret: som regel er der et kæmpe gabende sår indeni . "Præsten", hvis han er heldig, begynder ikke desto mindre at lytte til sine ønsker og behov og mistænker, at han et eller andet sted bliver bedraget, og at alt ikke drejer sig om den "Luminary", han forguder og udpeget af ham. Dette fører til enorm skuffelse og vrede: så mange af de "bedste år" blev givet til de forkerte mennesker, de levede ikke op til det, de kan ikke stole på. Dette bringer virkelig smerte. Det ser ud til, at verden er ved at kollapse, og du kan ikke stole på nogen længere: det er skræmmende. Ja, det indre barn er bange og vredt på grund af den ydre forælders ufuldkommenheder. Han skynder sig på jagt efter noget nyt, og kærligheden vil "uventet dukke op" igen, og alt vil gentage sig "som gammelt" med andre karakterer. Det er som at prøve at se noget nyt på en forbedret skærm med en gammel harddisk: desværre er filerne gamle... Efter at have gennemlevet sorgen forstår du, at det måske ikke var værd at give alt ansvar for dit liv til de skabte “ Guddom” og måske var det værd at se er der en levende person i den, med sine egne dyder, styrker samt mangler og svagheder? Og hvordan føles det som voksen, når der er to ligeværdige personligheder, og ikke én almægtig, som vil beskytte dig og give dig betydning ved selve sin tilstedeværelse? Jeg synes også, det er skræmmende at se og indrømme, og også at genkende din styrke, at tage risikoen for at fordrive illusionen og se åbent ind i virkeligheden. Hvad skal man gøre? At leve, at erkende sig selv som en personlighed, ubetinget værdig i sig selv, at skabe og træffe nye bevidste beslutninger og at se personligheden i sig selv og den modsatte person, der åbner op for intimitet. En simpel indlysende idé, svær at implementere. Jeg synes, det er det værd.