I dag vil jeg gerne tale om meget alvorlige ting. Uddannelsesprocessen er fyldt med glæder og vanskeligheder, fordi den er forbundet med dannelsen af ​​KARAKTEREN af en voksende person. Karakter som f.eks. krop, kan gøre ondt Når vi taler om det fysiske helbred, forstår vi bestemt, at vores barn er sundt, når det ikke har feber, når intet gør ondt, barnet er muntert, spiser godt, sover osv. Og det forstår vi bestemt. når et barn bliver sygt, får det feber og er sløvt, spiser dårligt, og her er alt klart for os, vi kender tegnene på et barns sygdom for karakteren, kan han også blive syg. Sygdommen er ikke altid synlig for det blotte øje og viser sig lidt senere for en anden, og en klog forælders opgave Men en god læge er først og fremmest en god diagnostiker. Der er mange tegn, og vi vil gradvist lære dem at kende. Og i dag taler vi om en sådan karaktersygdom som MIUND. Hvad er det, og hvordan kommer det til udtryk? Misundelse er en meget ubehagelig følelse. En person accepterer ikke sit eget; det, der tilhører andre, forekommer ham meget bedre, mere attraktivt, mere farverigt. Husk kongen fra eventyret "Den lille pukkelryggede hest" - "kongen beordrede sig selv til at blive afklædt, krydsede sig 3 gange - hældt i kedlen og blev kogt der." Ønsket en andens. Misundelse ødelægger i høj grad en person, han ser ikke længere, hvad han har. Vi behandler karakter med eventyr, særlige samtaler, vores eget eksempel og fælles aktiviteter. Og jeg vil fortælle dig mit eventyr - som en forebyggende pille til børn mod misundelse. På den ene hylde i en børnebutik boede dukker, bamser, robotter, springende kaniner og små soldater i kasser. Og hver aften, når butikken var tom, kom de ud af kasserne og ventede... ventede på, at den gamle krik skulle komme, som boede under komfuret langt ude i hjørnet. Når han vifter med sin hylde, flyder tynd musik, fyldt med måneskin og lyden af ​​sølvklokker. Han skabte på en eller anden måde på magisk vis musik fra genstande og ting omkring ham. Og til denne musik vil dukker og soldater, plysharer og bjørneunger spinde parvis. Det var specielle aftener med lys og varme, til hvilke lyde du vil grine og græde, du vil leve og skabe, du vil elske og give din ømhed til andre. Og så en dag var der en sort genstand på butikshylde, med store og små hieroglyffer på låget. Der var noget, der klirrede og klumrede, knirkede og stønnede indeni. Hele dagen spekulerede legetøjet på, hvad det var, det var nok et nyt legetøj, der blev annonceret på tv, besluttede de. Og så om aftenen knagede gulvbrættet som sædvanligt, og der dukkede en cricket op. Han tørrede sin tryllestav og tænkte på, hvordan han kunne glæde sine gæster i dag. Melodier blev født i mit hoved og afløste hinanden. Og pludselig hørte han et stille hvislen: "Er DU en rigtig maestro, er DU en dirigent?!" Du har jo ikke engang en sort frakke, som kun rigtige konduktører har. Jeg ved det, jeg har set dem tusind gange, hvoraf de bedste blev klappet af på La Scala. Og du er ikke en maestro eller endda en dirigent, hverken dette eller hint. - Men hvor kan jeg få en sort frakke? krikken knagede stille, "Jeg skal hjælpe dig, men først hjælper du mig også, åbn låget, det i hjørnet." Krikken kom hen til en sort boks med nogle mærkelige bogstaver eller tal og åbnede den. Først dukkede sorte fangarme op derfra, og så gled han selv ud. Han skelede sit eneste øje og kiggede på krikken fra alle sider. - Du skal kaste dig ned i en krukke med sort blæk, og der vil være en frakke, og ingen andre vil have sådan noget, kun dig, og du behøver ikke at vaske det. Krikken nærmede sig blækbeholderen med tvivl. Men væsenet skubbede og fortsatte stille og roligt at hvæse: "Kom nu, vær modig, du bliver den sejeste maestro, eller vil du have, at alle griner af dig, dukker og plysharer, og siger til hinanden: "Hvilken slags dirigent er det?" Han har ikke engang en frakke. Krikken nærmede sig krukkenog styrtede... blækket kom ind i hans øjne på hans antenner... og øjeblikke senere sprang en sort KAKKERLAK derfra. - Nå, nu er du den mest eminente musiker og dirigent, og her er dit publikum, de venter på dig, du hører, hvordan de klapper af dig. Men cricketen hørte ikke noget, han tænkte kun på sit vigtige udseende. Soldaterdukkerne undrede sig over, hvor krikken var blevet af, og hvorfor kakerlakken med hovedet op trommede musik, der knirkede, klukkede og hvæsede. Og fra den aften begyndte der at ske noget mærkeligt på hylden. Dukkerne ville pludselig blive plysherrer og gik rundt med tykke pelsfrakker, sveden løb af dem og deres smukke krøller hang i vådt slæb under deres pelshuer. Vedbendharerne ville pludselig blive til værker, han barberede sit hoved. De satte antenner til deres lange ører og gik kun i en lige linje, de faldt fra hylderne og slog sig smerteligt, men de fortsatte kun med at gå i en lige linje. Børn nærmede sig hylderne, samlede skræmmende og mærkeligt legetøj op, så på dem og kunne ikke finde ud af, hvem det var? Og hvorfor pludselig havde soldaterne bilhjul stikkende ud, og bilerne var klædt i smukke, dukkelignende balsalskjoler. Og vigtigst af alt, hvordan leger man med dette legetøj? Og meget snart gik børnene bare forbi hylden med legetøj. De henvendte sig til andre, hentede legetøj, glædede sig og tog dem med hjem. Og dukkerne spankulerede langs hylderne med en vigtig luft og betragtede sig simpelthen som ikke unikke - i våde, lurvede kaninpelsfrakker. En dag kom en lille pige til butikken, gik forbi hylderne med legetøj og så noget sort i det fjerneste hjørne. Det var en cricket kakerlak. Han dækkede sin krop med sort blæk og gned sig med creme for at få den til at skinne. - Åh, hvor godt, bare en storslået mester, nej, jeg er en stor maestro, ingen har sådan en sort frakke. Og min musik er simpelthen magisk. Pigen løftede nettet og dækkede kakerlakken. - Far, se hvem jeg fangede, det er en sort kakerlak. "Ja, nej, skat, det er en cricket," sagde far og rettede sine briller på næsen, "kakerlakker har ikke sådan nogle ben og antenner, der er bare sket noget med det." "Åh, han må være syg," gættede pigen. - Ja, du har ret, han er mere jaloux, når han synes, at det at være en anden, at være en kakerlak, er meget vigtigt og hæderligt, men han glemmer, hvem du egentlig er. Alt, hvad der tilhører andre, virker bedre og mere attraktivt end det, du har. Misundelse er meget ødelæggende, og det er meget slemt. - Hurra, jeg vil behandle ham. Det skal siges, at hun var en venlig pige, hendes hjerte kendte ingen frygt og var fuld af kærlighed. Hun vaskede nænsomt det sorte blæk fra poten og antennerne. Krikken kvidrede noget utilfreds: "Åh, min frakke." Åh min farve, det bedste, alt er dødt, jeg er helt ved at dø... - det lykkedes for cricket at tilføje. Og lavendelvand hældte ovenfra, som pigen selv tilberedte... - Kære cricket... hvor er du vidunderlig, leg, jeg ved det, jeg læste i bøger, at kun fårekyllinger kan skabe deres egen musik, den bedste i verden. Krikken viftede med tryllestaven og den stille musik af sollys strømmede ud, solstrålerne bankede stille på deres trommer. "Tak, kære pige," sagde krikken og forsvandt... Om aftenen, når butikken lukkede, kiggede krikken på himlen, på stjernerne, på nattølene. Alt er klar. Han viftede med sin tryllestav, og musikken begyndte at flyde, til hvis lyde du vil grine og græde, du vil leve og skabe, du vil elske og give andre din ømhed. Dukkerne tog pelsfrakkerne af, ryddede balkjoler op, snurrede krøllerne... og nu snurrede og snurrede de smukke par. Vi snurrede til den magiske musik fra den store cricketmester. Om morgenen, da den første dug havde lagt sig, samledes alt legetøjet om den sorte kasse og skubbede det sammen ned i skraldespanden. Noget ringede der og blev så stille. Tidligt om morgenen kom rengøringsdamen, vaskede gulvene og smed affaldet i en forbipasserende skraldebil. Dørene gik op, og mange små drenge og piger løb ind i butikken. Du kunne høre - "Køb den til mig og denne også!" Hylden med legetøj blev hurtigt tom, børnene tog legetøjet og trykkede det forsigtigt til deres hjerter, fordi legetøjet bar et særligt lys - et stykke.