Lidt tidligere argumenterede jeg for, at nærvær forudsætter en indsats, en indsats for at leve. Tilstedeværelse uden indsats er umulig. I det øjeblik, hvor indsatsen ikke længere er nødvendig i et eller andet forhold, skal du stoppe, og du vil bemærke den allerede dannede stereotype. Selv-paradigmet påtog sig byrden. Det er netop denne mekanisme af "tilstedeværelse - selv-paradigme", der sikrer den relative stabilitet i den mentale sfære. På den ene side igangsætter nærvær forstyrrelser i feltet, der ligger til grund for udviklingen. På den anden side fører dannelsen af ​​et selvparadigme til stabilisering af kontaktfeltet. Samspillet mellem disse to faktorer opretholder dynamik og stabilitet i en optimal kreativ balance. Men lad os vende tilbage til nærvær som en situation, der kræver indsats. Dette er dets mest karakteristiske træk. Ved at være til stede gør vi os altid umage. Læseren kan spørge: ”Forstår jeg rigtigt, at det at være tilstede kræver en stor indsats først? Herefter udvikler nærvær i kontakt sig af sig selv.” Nej, det er ikke korrekt. Det er mere som dette: tilstedeværelse eksisterer kun, så længe der er en indsats for at leve. Hvert sekund af min tilstedeværelse i kontakt er gennemsyret af denne form for indsats. Det er umuligt at spænde op og starte processen med tilstedeværelse, og derefter slappe af, forblive i den. Nej, indsats følger med tilstedeværelse fra første sekund til sidste. Spørgsmålet opstår naturligvis her: "Betyder det, at tilstedeværelse skal være udtømmende og bør doseres i kontakt?" Slet ikke. Tilstedeværelse i sig selv er ikke drænende. Ja, det er en meget dyr virksomhed. Men det er også energetisk nærende. Af mindst to grunde. For det første er vi i gang med udveksling. Hvis vi forenkler vores ideer om denne proces så meget som muligt, betyder det følgende. Når jeg er i nærværende kontakt med en anden person, giver jeg ikke kun ham (kontakten) min styrke, men modtager også til gengæld. Det er af denne grund, at når jeg forlader den nuværende kontakt, kan jeg føle mig energisk og fuld af styrke. De processer, der er naturlige for feltet, er kloge og miljøvenlige, selvom de er dyre. Den anden grund er forankret i selve bestræbelserne på at leve, som er anderledes end den fysiske eller viljemæssige indsats, vi er vant til. Det antager, at selve indsatsen for at leve ikke kun er energisk kostbar, men også energimæssigt nærende. Med andre ord, ved selve livets handling tillader jeg det at give mig den styrke, der er så nødvendig for oplevelsen. Det er i øvrigt endnu en grund til, at nærvær er en nødvendig betingelse for oplevelse. Nærvær skaber ikke kun rum for oplevelse, men nærer det også energisk. Ved første øjekast virker det paradoksalt. Men kun ved første øjekast, indtil en person i livet har oplevelsen af ​​nærvær og erfaring, som på trods af deres til tider ekstreme intensitet fylder ham med nye åndelige og vitale kræfter. Hvad angår udmattelse i kontakt, sker det kun i det øjeblik, hvor vi blokere tilstedeværelse eller oplevelse under kontaktprocessen. Og den energi, der blev brugt på dem, tjener nu til at fastholde mange fænomener. Men det kan allerede nu vise sig at være udmattende. Så hvis du føler dig toksisk træt eller udmattet i slutningen af ​​en terapisession, så spørg dig selv: "Hvor i terapiprocessen kæmpede jeg med at være til stede og opleve?" Og højst sandsynligt vil du finde et eller flere øjeblikke i sessionen, hvor du fandt tilstedeværelsen uudholdelig, og du forlod den. Den oplevelsesproces, der er begyndt eller lige ved at blive aktualiseret, er blevet blokeret, og resten af ​​din styrke blev brugt på at opretholde det tilsvarende feltfænomenologiske flow. Ikke underligt, det generede dig. Men hvis dette spørgsmål formuleres inden for sessionen, kan sådanne problemer undgås. Så hvis du føler dig meget træt under sessionen, er det bedre at stoppe op og stille dig selv et spørgsmål vedr