Så længe jeg kan huske, har jeg "altid" tænkt på døden, nej, ikke ud fra ønsket om at forlade denne verden så hurtigt som muligt, men snarere fra overgangens intriger til en anden virkelighed... Det mest besynderlige er nok, er de sidste minutter af kroppens liv - uvillig til at give slip på noget, der gemte sig et sted - dengang i dybet af væsenet. Noget, der virkede så uvirkeligt og ligegyldigt, og som nu hurtigt vinder styrke, som en fugl, efter en lang fængsling, der strækker sine vinger, så de krampetrækninger, der løber som en bølge gennem kroppen, bringer minder om et næsten tidligere liv... fra disse refleksioner digtene blev født: "Universet - omsorgsfuld mor..."Efterår spredte, spredte skyer hen over himlen. Åh, fortæl mig, var det bedre end de underudviklede blade og fluer i den forårs-april joke?.. Åh, fortæl mig, lærte moderen engang de fugle at flyve, og kastede dem ned - fra en klippe - lige ind i munden af et rovdyr?.. Efterår. På kanten af ​​november... - Mor, vent! Jeg er så bange for at flyve... Og som svar: - Ingenting, luk øjnene og, når du vågner, se, hvad der gemmer sig bag mørket af dine lukkede øjenlåg... Efter min mening, hvis min hukommelse tjener mig rigtigt, sætningen: luk øjnene og gør dig klar til at se, hvad der er der, bag dine lukkede øjenlåg (snarere, i min fortolkning) tilhører Vikananda, en indisk mystiker. Og i disse vers bliver november, den sidste årscyklus, naturligvis til kold vinter, kroppen bliver gradvist koldere, lænker bevægelser, ligesom hård frost lænker en flods bevægelse. En eller anden del af bevidstheden, overvældet af rædsel, skrumper sammen med profession, navn, socialt tilhørsforhold - som nedfaldne blade... Og spørgsmålet opstår: Hvem er jeg? Emnet døds tabubelagte karakter, selv i professionelle psykologers kredse, overrasker mig nogle gange. Jeg hører normalt: "Du skal tænke på livet, ikke...", eller: "...hvad skete der i dit liv, at emnet død blev så interessant?" Naturligvis er det tilrådeligt at tænke på livet og forbedre dets kvalitet, men tanker om døden dannes i en tidligere periode, der sker noget i livet, som leder bevidstheden ind i dette "forbudte" område. Og i sidste ende, hvor vigtigt er det? En af mine subjektive oplevelser skete på et tidspunkt, hvor jeg var engageret i hånd-til-hånd kamp og blev kaldt til en knivkamp, ​​selvfølgelig, træning, men høj hastighed og med rigtige kampknive. Essensen af ​​kampen var, at dygtighed manifesteres i evnen til at kontrollere ens reaktioner i højhastighedskampe og ikke forårsage dødelig eller anden skade på ens modstander, bogstaveligt talt at ramme et rum med et blad en millimeter fra overfladen af ​​fighterens hud, en slags "dødsdans". Selvom der var flere situationer, hvor krigere fik skader, der var ret livstruende og resulterede i operation for at fjerne indre blødninger for at redde liv (alt dette skete tilbage i halvfemserne, og denne praksis blev efterfølgende afbrudt). Efter at have accepteret udfordringen, var jeg bange for, at foran mig var en specialist ti hoveder højere i træningsniveauet. "Dansen" er begyndt. Jeg mærkede min klodsethed, som om jeg holdt et våben for første gang, den manglende motoriske koordination i mig skabte forvirring, og selv denne drilleri af dem omkring mig generede mig tydeligvis. Ved at analysere min tilstand, kom jeg til en forståelse eller en følelse? At alt, hvad der sker med mig, årsagen, er frygten for døden, i alle dens manifestationer, fra det faktum, at jeg vil se skuffelse i nogens øjne, eller at jeg vil føle skam over den frygt, der har behersket mig så meget, og mange andre ting, det, mit Ego dækkede over, kollapsede på et øjeblik. Begreber som ære, maskulinitet, værdighed - alt dette betød ikke længere... Og i det øjeblik, hvor denne forståelse kom, "klikkede" noget indeni. Jeg var ligeglad med, om mit liv ville ende eller ej, pludselig forsvandt grænserne mellem død og liv i mig, der var en følelse af, at det var en slags betingede grænser, som blev bygget af Egoet – af mig, et socialt væsen, med et kunstigt navn, præstationer, overbevisninger påtvunget af nogen og ønsker. Og et eller andet sted i dybden af ​​min bevidsthed var der den nuværende, uden grænser, der så mig som midlertidig, uden at blande mig, som om jeg ville blive..