For mig og for individuelle deltagere i produktionen viste det sig at organisere og lede denne gruppe at være lidt af en udfordring! Men jeg starter fra begyndelsen...jeg tænkte længe og forberedte mig internt på at holde denne gruppe. Noget indeni gjorde konstant modstand. Og alligevel tog jeg mod til mig, organiserede en gruppe på internettet, fortalte venner og bekendte, at jeg var ved at sammensætte en terapeutisk gruppe for teater og lavede et hæfte (et eksempel er i slutningen af ​​essayet). Et par dage før arrangementet tænkte jeg på en ven, der kunne spille hovedrollen i stykket - Guido! Jeg skrev en sms med en invitation. Han ringede tilbage! Til min glæde sagde han næsten med det samme ja til at komme, men med forbehold, hvis det lykkes, og der ikke er nogen akutte grunde til ikke at komme! Og nu er denne dag kommet. 5 personer kom. Legen kræver - 7. Jeg begyndte at bekymre mig lidt. Så blev de enige, og deltagerne valgte roller, nogle valgte to roller. Valget skete nærmest spontant. Hvilket beroligede mig. Processen med forlæsning af stykket begyndte før selve handlingen. Og så begyndte det hele... at være og leve, opleve og afprøve for alle, og især for deltageren, der spiller en tværgående rolle gennem stykket - Rollen som. Guido! Min spænding voksede også! Hovedpersonens rolle var vanskelig for deltageren. En deprimeret stemme kunne høres, og talen blev sløret. Og i scenen, da Guido kommunikerer med sin afdøde mor, strammede deltagerens hals på et tidspunkt sammen... Der var en tung tavshedspause, der virkede som en evighed! Og så kommer deltageren ud af sin rolle og beder om at stoppe forestillingen. Jeg begynder at afklare... Tilbyder forskellige muligheder - at tage en pause, skifte rolle. Til min glæde indvilliger han i at tage sig tid til at hvile... 10 minutter. Og så kan vi fortsætte. Paus annonceret! Længere i stykkets forløb, da hovedpersonen levede sit liv, opførte vores deltager sig modigt. Selvom vi holdt pauser mellem scenerne, forblev spændingen, og det forekom mig, at deltageren spillede af al sin magt! Jeg støttede helten så godt jeg kunne! På et tidspunkt lagde jeg mærke til, hvordan gruppen også var bekymret, empatisk og sympatiserende. Der skete noget vigtigt! Og så indså jeg, at nu er vi alle sammen med ham, med deltageren, med hovedpersonen i stykket - Guido, og at det vigtigste er, at han kan klare det, det kan simpelthen ikke være anderledes. Så så det ud til at blive lettere, unødvendig spænding og spænding forsvandt, og der kom ro og lidt glæde. Og slutningen af ​​stykket blev efterlevet af alle deltagere med mindre, men resterende spænding. Men det var på en eller anden måde anderledes - mere interesseret og af højere kvalitet, måske levende. Med andre ord, hvis det skete, så skulle det være sådan, siden det skete! Og så lød stykkets sidste ord, stille, men gennemtrængende og effektivt! Der var en helende og kortvarig stilhed... Hvorefter jeg inviterer alle deltagere til at sætte sig i en rundkreds og sige, hvad de vil... Del deres oplevelser og følelser, deres tilstand og tanker. Diskussionen, der fulgte, overraskede mig, og jeg var internt tilfreds med dybden og vigtigheden af ​​de ord, som deltagerne udtrykte... Deltagerne havde forskellige spørgsmål, lige fra børn-forældre-spørgsmål til frygt for døden og frihed. Nogle sagde, at det lignede hans liv, andre om at føle skyld som forælder, om ansvar og frihed. Der opstod spørgsmål om, hvordan man lærer vores børn sådan frihed og ansvar for livet. Og da stykket, ligesom livet, ikke giver generelle svar for alle, håber jeg, at alle fandt noget eget, måske deres eget svar eller nye spørgsmål, og at dette, håber jeg, blev vigtigt og nyttigt for dem. Når alt kommer til alt, for at begynde at gå, skal du i det mindste tage det første skridt, jeg håber og tror, ​​at nogen tog det i vores gruppe. Og i min sjæl følte jeg glæde ved tanken om, at dette møde havde udfyldt sin lille, men vigtige funktion. Dette er, at det så vidt muligt gav deltagerne mulighed for at tænke på sig selv og deres liv, at åbne op for sig selv og andre, se anderledes på deres liv, opleve begivenheden sammen med andre og opleve, hvordan den allerede kunne være anderledes end en anden=59