I arbejdet med misbrugere og co-envister observerer jeg ofte typiske adfærdsmønstre, hver af dem ser ud til at være bange for at leve deres eget liv . Den afhængige er knyttet til det afhængighedsobjekt, som hele hans opmærksomhed drejer sig om, og den medafhængige er knyttet til den afhængige, som alt også drejer sig om. Vi kan sige, at begge er afhængige, kun objekterne er forskellige. Desuden forbliver mange mennesker, der observerer, hvad der sker, deres handlinger og forstår konsekvenserne, i giftige forhold i lang tid, og det gælder både hustruer, ægtemænd og børn og forældre til misbrugeren. Årsagerne til dette er individuelle for alle, men følgende kan ofte være fælles: ✅ et problem med tilknytning, når en person følelsesmæssigt klamrer sig til en anden, så han er klar til at udholde alt, bare for ikke at miste genstanden for hengivenhed ✅ en anden og en skyldfølelse, når en person hver gang er sikker på, at du ikke har gjort nok;✅her er ønsket om at føle sig nødvendig og vigtig;✅ønsket om magt over andre, som viser sig i form af kontrol og ledelse af en andens liv;✅kompensation for ens egen tvivl ved at hjælpe en anden;✅og på denne måde kan du undgå noget- noget meget uudholdeligt i virkeligheden. Jeg tror, ​​listen kan fortsættes, men i hjertet af alt er der mange undertrykte og uudlevede følelser, f.eks. vrede, frygt, fjendtlighed, hvis oplevelse ligesom følelsen af ​​selvtvivl og ens egen utilstrækkelighed trods tilsyneladende generel velvære, er altid forbundet med smerte. For misbrugeren er det i starten så uudholdeligt, at han ikke engang forsøger at mærke det, men straks forsvarer sig ved at bruge den enkleste og mest tilgængelige metode til at ændre bevidsthed, og den medafhængige bruger forskellige psykologiske forsvar for at forklare sig selv, hvorfor han er gør, hvad han gør, med andre ord sletter han simpelthen ubehagelig information fra bevidstheden og erstatter den med håb om det bedste, illusionen om almagt og tillid til den usædvanlige rigtighed og vigtigheden af ​​ens handlinger..